Vi skal se muligheder – ikke begrænsninger

by

Jens Bo Nielsen er professor, læge, dr. med., ph.d. på KU og forskningsansvarlig på Elsass Instituttet. Jens forsker i spasticitet med henblik på forbedret behandling. Teksten er et transskriberet uddrag af paneldialog efter SPLASTICs premiere på Dansehallerne.

Jens: Jeg beskæftiger mig med hvordan vores hjerne styrer vores krop, og jeg er i særdeleshed interesseret i hvordan vi kan hjælpe børn og voksne som er født med hjerneskade. Det har afledt en masse spørgsmål, og nogle af dem kan vi godt finde ud af at svare på, og nogle af dem kan vi ikke finde ud af at svare på.

Det var derfor jeg kom til at tale med Tora. For jeg tror at der hvor vi som forskere har et fællesskab med kunst, er en interesse og nysgerrighed for at komme lidt længere ud og få afklaret nogle grænser i forhold til det som vi beskæftiger os med. Vi har stadig indenfor forskningen nogle begrænsninger som gør at vi ikke kan komme helt derud hvor vi gerne vil. Og der er det min opfattelse at vi har nogle muligheder, når vi taler dans og andre kunstarter, til at få hjulpet os forskere med at få formuleret spørgsmålene lidt bedre og få klarhed om hvad er det egentlig er vi har med at gøre. Og forestillingen her er et eksempel på det.

Noget af det som vi har problemer med at forstå er: Forestil jer at I får hjerneskade når I går herfra.

(Publikum griner)

Cath: En gratis småkage!

Jens: Så vil I efterfølgende når vi kommer som læger og vil hjælpe jer med genoptræningen, have en hukommelse af hvordan det var at lave en bevægelse før I fik den hjerneskade. Det giver os læger og terapeuter mulighed for at hjælpe ved at minde folk om hvad de kunne før.

Det er helt anderledes i det øjeblik man er født med en hjerneskade. For der er det en del af en selv. Man har aldrig gjort det på nogen anden måde. Det er én selv. Og der har vi som forskere en udfordring, for vi skal kunne sætte os ind i: Hvordan er det at være den krop? Hvordan er det at være den hjerne vi skal hjælpe? Og der tror jeg at sådan noget som det Cath og Tora har prøvet på her, hjælper os til at få stillet de spørgsmål – og måske endda finde nogle svar.

Den anden ting som jeg synes er væsentlig at få afklaret, er at det kan være et overgreb når jeg kommer som læge og vil hjælpe folk der altid har været sådan, til at blive ”raske”. I stedet for at fokusere på de problemer de har og gøre det til det altoverskyggende, bliver vi nødt til at vende den om og sige: Hvad er det for nogle muligheder, vi har at arbejde med? Det gælder for os alle sammen. Vi er alle sammen nødt til at se på hvad det er vi kan. Hvordan kan vi bruge og udnytte de muligheder vi har? Og det synes jeg faktisk også vi har fået illustreret ganske godt her. Når jeg ser det her, så kan jeg se nogle ting som Cath kan, som Tora næsten kan, men som hun ikke er helt god nok til.

Cath: Hun må bare øve sig!

Jens: Cath beskriver det selv: Hun kan nærmest ligge på gulvet og kun røre det med nakken og fødderne. Hvis Tora skal lære det, så skal hun virkelig øve sig! Jeg ved ikke hvad vi skal bruge den egenskab til, men det er det vi er nødt til at gøre som terapeuter: Se på hvad det er for nogle muligheder, og hvordan vi kan arbejde med dem.

Publikum: Hvad for nogle spørgsmål oplever du at forestillingen stiller?

Jens: Den rejser en problemstilling: Hvordan får vi sat os ind i hvordan det egentlig er at have en hjerneskade fra fødslen og skulle bevæge en krop uden at have erkendelsen af hvad det er man ikke kan?

Det vi gerne vil prøve på, er at komme ind bag ved det dér og opleve hvad det egentlig er vi skal gøre for at kunne hjælpe. Hvis vi overhovedet må hjælpe. For jeg er ikke sikker på at vi må hjælpe, og det er en anden del af den problematik jeg har: Skal vi holde fingrene væk og sige: ”Det her er bare en del af et udvidet normalitetsbegreb. Fingrene væk!” Og så er det sådan? Så kaster vi os ud i et andet spørgsmål som det nok ikke er forskere som mig der skal besvare, men som vi som samfund og menneskehed skal besvare: Er det ikke ok? Behøver vi at gøre noget, eller er det bare alle os andre der skal ændre vores opfattelse af “æstetik” eller hvad det nu er for noget.

Cath: Jeg skulle lige til at spørge dig om det var et spørgsmål.

Jens: Jamen det er da et spørgsmål. Så det er kastet op til debat.

Jeg har det hele tiden, ikke? Jeg har små børn som har et lille problem med at løfte foden på den rigtige måde, som måske går lidt på tæer eller har en lille hånd som ikke lige vil det som den nu skal. Det bliver vi læger bedt om at gå ind og gøre noget ved. Men er det rimeligt? Er vi sikre på at det er det bedste for børnene? Og hvad synes de egentlig selv om det? Jeg er faktisk sikker på at de ikke kan se noget galt med den fod eller den hånd. Hvorfor skulle de det? Det er jo bare sådan de er. Det er en del af det at være dem.

(Cath nikker)

Men vi kommer altså, og vi gør det i stort omfang. Og vi bruger relativt grimme midler, bliver jeg nødt til at sige for at rette på de der ting.

Cath: Ja.

Jens: Og dér er jeg altså ikke sikker på at vi gør det rigtige. Det er den slags spørgsmål vi også bliver nødt til at beskæftige os med – både som forskere og læger og som patienter og forældre – og fremfor alt som mennesker.

 

I SPLASTIC bidrog Jens Bo Nielsen i samarbejde med Mark Schram Christensen, Ph.d. fra Institut for Neurovidenskab, KU og forsker i bevægelse og bevidsthed med inspiration, løbende sparring og dialog.

Foto: Mark Schram Christensen