Udveksling som værkbegreb

Af Tora Balslev, koreograf og danser i SPLASTIC

Tora Balslev er koreograf og medvirkende i SPLASTIC. I teksten beskriver hun projektets proces reflekterer over dens betydning for værkets karakter.

SPLASTICs proces har bygget på en løbende udveksling mellem medvirkende, interessenter og publikum, en udveksling der er og kontinuerligt skaber værket.

Processen er foregået på tre planer:

  • Udvikling/udførelse
  • Deling
  • Refleksion

Vi har forsøgt at veksle imellem disse tre aktiviteter løbende, frem for at bevæge os ”kronologisk” frem gennem dem.

På de tre planer brugte vi følgende metoder og platforme:

Udvikling:

Studie af litteratur, kunst, foredrag mv.
Samtaler: Protreptiske samtaler, interviews, refleksive samtaler, refleksivt team, feedback.
Improvisationer og etuder: Caths daglige/praktiske bevægelser, koreografi af dagligbevægelser, aflæring af personligt bevægelsesmønster/parameter, at gå sammen, forme-øvelse, statue-øvelse, impuls-øvelse, spejl-øvelse, kontaktimprovisation, øvelser der åbner og forbereder til image work, image work, image brainstorm, afprøvning af images, koreografi af images, lave overgange.
Vibeke Wredes parameterterminologi og eget parameterpartitur.

Deling og refleksion:

Facebook og hjemmesider: Foto, video, beskrivelse, logbog, anden skriftlig refleksion, procesfilm og trailer.
Visninger og delinger: Under forsøg og prøveforløb, til Forsøgsstationens Platform, til Arts and Health konference i Bergen, i refleksionshæftet.
Samtaler, paneldialog og artist talk med publikum, feedback efter visninger.
Dette refleksionshæfte

 

Samtale som redskab til udvidelse

Samtalen har været central for projektet. Samtaler med Cath og Jens satte projektet i gang. I researchen ”tyggede” jeg løbende de filosofiske og kunstneriske input i samtale med sparringspartnere Charlotte Grum og Julie Kirkegaard. I forsøg og prøveforløb var samtaler om det kunstneriske arbejde centrale. Som forberedelse til paneldialogerne havde jeg samtaler med fagpersoner som skulle deltage, og det var med til at udvikle min kommunikation omkring projektet. Efter opførelserne havde jeg/vi samtaler med enkeltpersoner fra publikum, sparringspartnere etc., som ledte til ny bevidsthed.

Udvekslingen på facebook inddrog mennesker som ikke så forestillingen, og kunne tale til folk på en anden måde end forestillingen. En publikum sagde efter premieren:

Den største oplevelse for mig har været at følge jeres facebook-væg med logbog og videoer. Hvis ikke jeg havde set det, tror jeg i aften havde været lidt mærkelig. Men det har været en stor oplevelse for mig at følge med dér.

Jeg har forsøgt at favne det jeg ikke selv ved. Samtalen har været et godt redskab til igen og igen med meget små skridt at stille sig åben overfor muligheden for at møde ny forståelse eller resonans.

 

Spiralformet værkbegreb – er alt så værket?

Den udveksling som sker løbende mellem medvirkende, interessenter og publikum gennem de metoder jeg har beskrevet, ser jeg som en del af værket, den performative undersøgelse SPLASTIC. Forestillingen som publikum ser på scenen, er i denne måde at anskue helheden på et nedslag i værket, ligesom trailer, facebook-dialog og dette refleksionshæfte også er det. Jeg kan måske kalde denne helheds-måde at anskue værkprocessen et spiralformet værkbegreb.

Jeg præsenterede SPLASTIC som langvaring undersøgelse set som spiralformet værkbegreb på Forsøgsstationens Platform, og viste tegningen på næste opslag som illustration af værket.

”Er alt så værket?”, spurgte en deltager. ”Er det også værket når jeg spiser frokost og går på toilettet?” Det er et godt spørgsmål. Hvis værket er en undersøgelse, hvor stopper den så? Er det ikke netop SPLASTICs formål at gennemtrænge grænser? Måske kan jeg (for nu!) foreslå at det er værket når der sker en deling eller forankring. Så bliver projektets udviklende samtaler mellem to personer f.eks. en del af værket når de deles i en kontekst, f.eks. på en konference, på facebook-event eller i dette refleksionshæfte.

Det cirkulære værkbegreb stiller spørgsmål til hvordan vi positionerer publikum. Når publikums refleksion er med til at skabe værkets videre udvikling, bliver de aktive medskabere af værket. Det har betydning for scenekunsten som eksklusiv kunstform, hvor det særlige er, at optrædende og publikum er til stede sammen i en fælles tilbliven. Jeg tror det var dét potentiale vi mærkede, da Dansehallernes facebookevent pludselig blev fulgt af flere tusinde, og landsdækkende medier fandt og opsøgte os derigennem. Jeg kunne godt tænke mig at øve mig i dette og finde andre ord. Ligesom krop og bevidsthed sprogligt udtrykker en ikke-eksisterende opdeling, hjælper publikum og performer os ikke på vej, og kan måske opfindes på ny gennem værkprocesser der vægter det kontinuerligt og i fællesskab skabende.