STOFskifte
STOFskifte var åbningsforestilling på Metropolis Sommersæson 2022.
Kreditering
Koncept og performance: Tora Balslev.
Komponist: Niels Lyhne Løkkegaard.
Dramaturg: Betina Birkjær.
Koreografisk konsulent og lydafvikler/guide: Antoinette Helbing.
Fotos: Dorthe Grannov Balslev (øverst), Jens Juul
EKSEDITION I PRØVESTENENS BJERGLANDSKAB
af Tora Balslev
En unik sanseoplevelse blandt de højeste tinder. STOFskifte er en meget vellykket og mindful performativ rejse i sameksistens med de mineralske omgivelser. (…) Vi er en slags alkymister for en dag. Stenene forvandler sig til scener for smukke kunstneriske værker, der udvider vores forståelse for stoffet og pirrer vores egen skabertrang.
- Anmeldelse af Dorte Grannov Balslev, iScene.dk
BJERGE AF KNUST ASFALT. Af smadret beton. Af råstoffer i transit. I STOFskifte møder du byen, før den bliver til – eller efter, den er forsvundet.
Danser og koreograf Tora Balslev tager os med ind i et ellers lukket land: Prøvestenen, hvor tonsvis af råstoffer køres og sejles ind og ud i et konstant flow. Hver dag skaber de tonstunge gravemaskiner nye bjergformationer af mineralerne. Hver dag et nyt landskab.
STOFskifte åbner lågen til dette mystiske sted og lader os møde byens byggesten med vores egen krop. Her ligger bjerge af sten og bunker af den asfalt, som før var vej, men som nu er gravet op, pulveriseret og venter på at blive en del af et nyt byggeprojekt.
Tora guider dig, din krop og dit sind til et helt særligt møde med et landskab i evig forandring. Med alle sanser aktiveret, med kroppen i aktion, med tankerne dybt begravet i mødet med en mineralsk metabolisme bliver du en del af byggeriets koreografi.
Du bliver en del af landskabet, akkurat som det allerede er en del af dig. Du skal vandre. Du skal mærke. Du skal se. Du skal lege. Du skal være.
ET MØDE MED DIG SELV
Dette møde med byens råstoffer er i virkeligheden et møde med dig selv. Et møde mellem menneskekroppens mikrober og de millioner af år gamle mikrober, som har forvandlet sig fra planter til råolie og nu har fundet vej ind i asfalten. Vi er alle i konstant forvandling.
STOFskifte er en øvelse i sameksistens. En performativ rejse, hvor vi bliver bevæget af landskabet, der bliver bevæget af os. Materialer fra vidt forskellige tider og steder møder her hinanden, inden de rejser videre. Fortid og fremtid i ét. En bevægelse, der spejler Jordens egen, hvor mineralerne ligeledes er på konstant rejse. Men her er tempoet accelereret til det ekstreme.
Er det sådan, mange af os mennesker også lever i dag? Som sprængt i tid og rum med et indre landskab, der forsøger at få bare et øjebliks ro til at falde på plads?
STOFskifte er for mig en flot, interessant og tankevækkende performancevandring, der uden moraliserende, løftede pegefingre gør opmærksom på, hvordan mange af os nok lever uden forbindelse til vores omgivelser. Samtidig giver vandringen også bare rig mulighed for ikke bare at se et normalt utilgængeligt, foranderligt område, men også at gå i direkte fysisk kontakt med det.
- Anmeldelse af Mette Garfield, bastard
STOFskifte er skabt i samarbejde med Metropolis - Københavns Internationale Teater, Norrecco A/S og Dansk Natursten A/S, med støtte fra Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Nordeafonden og Amager Øst Lokaludvalg.