SANDKIND

EN DUET MED 55 LITER KROP OG 55 LITER SAND

SANDKIND er en koreografisk undersøgelse af relationen mellem krop, natur og det andet-end-menneskelige, og en sagte hyldest til sameksistens mellem menneske og materiale og en blid invitation til at tage ansvar for vores handlinger og omgivelser..

Vi mennesker er en ny geologisk kraft. Den kraft der i denne periode sætter størst præg på jordens forandringer. Men jorden er ikke bare en samling ressourcer. Den er levende. En organisme, som vi er en del af. SANDKIND er en øvelse i at møde jorden som livsform.

Krop og sand flyder i ét med hinanden, akkompagneret af stemningsfulde lydlandskaber. En afslappet og poetisk introduktion indbyder publikum til et trygt rum for en nær og intim oplevelse. Forestillingen skaber forbindelse mellem natur og mennesker ved at give begge omsorg og stemme.

Jorden tog form for 4,6 milliarder år siden. Meteorider som fløj i rummet samlede sig over lang tid og blev til planeten. I jordens kappe smelter stoffet, ved skorpen er det hårdt. Bjerge eroderer, kornes ned, bliver til sand. Man kan sige, at et sandkorn er den mindste sten i verden. Den mindste klippe i verden. Men stadig en klippe. Noget at holde fast i. Sand, som kunstner Tora Balslev former og bliver formet af. Sand, som vi med vores væren-i-verden former og formes af.

SANDKIND handler om at finde omsorg. At finde omsorg for sand, og samtidig for os selv. Med et langsomt meditativt tempo, danner performancen et mod-rum til det ekstremt høje tempo, den daglige virkelighed foregår i - og spørger: Bliver både jorden og vi selv svimle af farten? Kan det at geare ned både være et åndehul og en kraftfuld modstand?

“Tak for en sublim aften. Krop og sand flød i ét med hinanden, smukt akkompagneret af billed- og lydside. Den afslappede stemning og gode introduktion indbød til et safe space, hvor man følte sig inkluderet og med hele vejen. Det glæder mig, at vi kan være med til at sætte rammerne for de små, intime og helt særlige oplevelser.”
- Simon Toftdahl Olesen, leder, Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm

UDTALELSE FRA TORA BALSLEV OM ARBEJDET MED SANDKIND

Hvordan har det har været at arbejde med værket?

Det, der er kommet mest bag på mig undervejs, er publikums vilje til at være med i værket. I processen havde jeg en visning, hvor jeg bad publikum hjælpe mig med at bære sandet ind i spande, og så en af gangen hælde det ud på gulvet. Og det blev simpelthen til en performance i sig selv! At person efter person langsomt hælder sand, og alle ser, hvordan sandet opfører sig, når det falder, skrider og støver lidt. Det blev simpelthen til en fælles sand-hældnings-meditation, og jeg tænkte bare: “Fedt, det skal med i værket!”

Og hver gang vi har lavet en opførelse sker det samme igen. Folk går helt ind i det, glemmer tiden og giver al deres opmærksomhed til sandet. Det er virkelig rørende at se. På den måde bliver jeg som kunstner også en publikum til værket, publikum bliver deltagere, og sandet selv bliver en skabende aktør - en medkunstner - simpelthen i kraft af sine egenskaber til at kalde på vores opmærksomhed, og handle som sand. Det synes jeg er vildt fedt!

Hvordan er det blevet modtaget?

Værket er blevet modtaget super godt. Det har især gjort indtryk på mig, at folk i publikum efter performancen kommer hen og fortæller, at det rører dem dybt, at jeg behandler sandet med sådan en omsorg og nænsomhed. Det er jo en helt enkel handling, men den bliver en virkelig skarp kontrast til det vi er vant til og som vi også alle sammen selv er en del af. Det får mig til at tænke, at det her fine blide værk åbner for den voldsomhed, der ligger i at se virkeligheden fra en nænsom vinkel.

En anden ting, jeg har hæftet mig ved er, at mange er glade for den måde, jeg introducerer og inviterer publikum ind i værket på. Jeg møder publikum og fortæller lidt om hvad der skal ske, og hvad jeg tænker om det, de skal opleve. Jeg tror, der er mange, som kan være bange for ikke at kunne forstå performance værker og samtidsdans, og det synes jeg er ærgerligt. Da vi viste i Hanstholm sagde arrangøren, at jeg skaber en tryg vej ind i værket, så alle kan følge med hele vejen.

Performance bruger jo et anderledes sprog end det, de fleste er vant til fra film og teater. F.eks er jeg nøgen, og det meste af værket foregår helt langsomt og uden nogen ord. Det stiller jo et krav til publikum, at gå med ind i undersøgelsen af hvad sker der egentlig med os, når jeg gør sådan? Så jeg prøver at gøre mig umage med at fortælle publikum det, som jeg tror de fleste af dem har brug for at vide, for at kunne gå ind i oplevelsen, uden at magien forsvinder.