Hardcore

PERFORMANCE I BRØNSHØJ VANDTÅRN (2020)
Af Tora Balslev og Niels Lyhne Løkkegaard

HARDCORE er en rejse mod Jordens indre – en nedstigning gennem bevægelse og gennem 4 oktaver på en kromatisk mundharpe. Værket undersøger forholdet mellem krop og lyd og hvordan Jordens indre kan blive en kropslig erfaring.

Musikken er akustisk live fremført af komponisten med udgangspunkt i vandtårnets lange efterklang. Heri udfoldes en koreografisk dialog mellem sand, krop og tyngde, som undersøger jordens indre bevægelser og sandets rejse over tid.

Koreograf Tora Balslev er optaget af et hybrid-felt mellem menneske og materialitet, og af at transformere kroppen med naturens bevægelser. Komponist Niels Lyhne Løkkegaard interesserer sig for mellemværende mellem krop og lyd og hvordan lyden bliver en kropslig erfaring. Samarbejdet mellem komponist og koreograf begyndte med performancen Naturen Kalder (2019), som undersøgte naturen i smartphones´ hardware.

TORA BALSLEV arbejder med kropsligt integrerede refleksioner. Gennem arbejde med forestillingsevne og fysiske tilstande forsøger hun at skabe midlertidige hybrider mellem det humane og “andre kroppe” i den fysiske verden omkring. Med disse mellemtilstande søger hun lydhørhed og sensitivitet.

NIELS LYHNE LØKKEGAARD arbejder bl.a. med fysisk lyd – udtrykt i hans undersøgelser af lydens overskridelsespotentiale gennem mangedobling af musikinstrumenter. I sit arbejde med fysisk lyd søger han at skabe musik hvori musikinstrumenterne transcenderer deres indlejrede soniske normer og genopstår som ny lyd.

POLITIKEN skrev
D. 31. juli 2020 Politiken Sektion 2 (KULTUR) Side 4 (Kultur), Monna Dithmer.

Den flydende krop
Spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem naturen omkring os og naturen i os, bliver typisk koblet til det nye buzzword på kunstscenen: det antropocæne. Vi befinder os hermed i en periode i klodens historie, hvor mennesket med dets teknologiske dominans og udnyttelse af Jordens ressourcer er blevet en afgørende geologisk kraft, der helt afgørende præger naturen. Den findes groft sagt ikke længere i ‘ naturlig’ tilstand, menneske og natur er ‘ morfet’ ind i hinanden i bearbejdet, konditioneret form - uanset hvor langt væk vi føler os fra noget som helst natur. Det har inden for scenekunsten udmøntet sig i restorative forsøg på at finde ind til mere autentiske lag af natur både i vores omgivelser og vores egen krop. ‘Naturen Kalder’ kaldte koreograf og performer Tora Balslev sidste år en forestilling, hvor hun med kroppen ville skabe en forbindelse til den natur, der er indkapslet i selv vores mobiltelefoner.

Her i sommer fik hun publikum med på »en nedstigning til Jordens indre«. Det foregik i Brønshøj Vandtårn, ikke alene på grund af en faldhøjde på 34 meter, men så vi kunne mærke, at selv det tørre betonrum også var forarbejdet natur.

At tårnet for en stor del består af sand, viste hun ved fra en trappeafsats højt oppe under loftet at lade sand strømme fra sine hænder ned på en metalplade på gulvet. Det var, som om rummet derved forvandlede sig fra sin størknede form, samtidig med at hun begav sig nedad. En nedstigning til Jordens flydende indre i form af sandet på bunden, som hun med en langsom, glidende bevægelse til sidst gik i et med.

Balslevs måde at lade kroppen gå i et med sandet er inspireret af japansk butohdans. Med sine radikalt nulstillede, afindividualiserede nøgne kroppe i slowmotion har butoh sat sine prægende spor på dans og performance herhjemme, lige siden Anita Saij i midt-80′ erne dukkede op med en stor fisk hængende ud af munden. Som flydende, foranderlig størrelse udmærker butohkroppen sig ved at forbinde sig med vejr, vand, et træ eller sten, samtidig med at den går dybt i kødet for at danse cellernes dans. Butoh har således været med til at lægge grunden for scenekunstens nyorientering mod naturen.