Hardcore

PERFORMANCE I BRØNSHØJ VANDTÅRN (2020)
Af Tora Balslev og Niels Lyhne Løkkegaard

HARDCORE er en musikalsk, skulpturel og kropslig performance, der skaber forbindelse mellem byens kroppe og jordens indre.

Fra vandtårnets konstruktion af beton og jern, ser publikum 55 liter sand falde og falde og falde ned gennem tårnets midte. Sandet følges med en klangfuld nedstigning gennem 4 oktaver på en kromatisk mundharpe. Vibrationer af sand og metal breder sig via rummets 9 sekunder lange efterklang til publikums kroppe.

Performancen manifesterer et dyk ind i jordens dybeste lag, hvor vandtårnets byggematerialer også bor: Sandets silicium i den enorme kappe og jern flydende i kernen. Det samme sand, som betonen er bygget af, falder fra vindeltrappen midt i rummet, tiltrukket af tyngden i jordens jern-kerne. Efterhånden kommer en menneskekrop til syne og til slut forenes den med sandet, i et langsomt, sammensmeltende møde.

Publikum ankommer i tårnet af en lang rampe der følger tårnets rundede side. De kan bevæge sig frit mellem tårnets søjler, hvor der spredt er stillet stole op, med udsyn til det centrale punkt, hvor sandet falder og hvor performer og sand afslutningsvis danser.

HARDCORE undersøger forholdet mellem krop og lyd og hvordan Jordens indre kan blive en kropslig erfaring. Musikken er akustisk live fremført af komponisten med udgangspunkt i vandtårnets lange efterklang. Performancen fejrer forbindelser og åbner et blik på hvordan planetens bløde, varme krop er ophav for de bygninger, vi bebor. Et blik på jorden i dyb tid, som en levende organisme, vi er
del af.

OM KUNSTNERNE
TORA BALSLEV arbejder performativt med kropsligt integrerede refleksioner og praksisser. Gennem forestillingsevne og bevægelse forsøger hun at skabe midlertidige hybrider mellem det humane og “andre kroppe” i den fysiske verden omkring. Hendes koreografiske metode er inspireret af butoh dans og arbejder med at overgive kontrol af bevægelse til det mere-end-menneskelige, og herved lade et nyt hierarki opstå. Med disse koreografiske mellem-tilstande søger hun lydhørhed, omsorg og ansvar.

NIELS LYHNE LØKKEGAARD interesserer sig for mellemværende mellem krop og lyd og hvordan lyden bliver en kropslig erfaring. I sit arbejde med fysisk lyd søger han at skabE musik hvori musikinstrumenterne transcenderer deres indlejrede soniske normer og
genopstår som ny lyd. En musik hvori både det individuelle musikinstrument og den individuelle musiker opløses for efterfølgende at opstå i en anden form i et ikke-hierarkisk rum. nielslyhne.com

Samarbejdet mellem komponist og koreograf begyndte med performancen Naturen Kalder (2019, genopsat 2023), som skaber forbindelser med naturen i smartphones ́hardware.

POLITIKEN skrev
D. 31. juli 2020 Politiken Sektion 2 (KULTUR) Side 4 (Kultur), Monna Dithmer.

Den flydende krop
Spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem naturen omkring os og naturen i os, bliver typisk koblet til det nye buzzword på kunstscenen: det antropocæne. Vi befinder os hermed i en periode i klodens historie, hvor mennesket med dets teknologiske dominans og udnyttelse af Jordens ressourcer er blevet en afgørende geologisk kraft, der helt afgørende præger naturen. Den findes groft sagt ikke længere i ‘ naturlig’ tilstand, menneske og natur er ‘ morfet’ ind i hinanden i bearbejdet, konditioneret form - uanset hvor langt væk vi føler os fra noget som helst natur. Det har inden for scenekunsten udmøntet sig i restorative forsøg på at finde ind til mere autentiske lag af natur både i vores omgivelser og vores egen krop. ‘Naturen Kalder’ kaldte koreograf og performer Tora Balslev sidste år en forestilling, hvor hun med kroppen ville skabe en forbindelse til den natur, der er indkapslet i selv vores mobiltelefoner.

Her i sommer fik hun publikum med på »en nedstigning til Jordens indre«. Det foregik i Brønshøj Vandtårn, ikke alene på grund af en faldhøjde på 34 meter, men så vi kunne mærke, at selv det tørre betonrum også var forarbejdet natur.

At tårnet for en stor del består af sand, viste hun ved fra en trappeafsats højt oppe under loftet at lade sand strømme fra sine hænder ned på en metalplade på gulvet. Det var, som om rummet derved forvandlede sig fra sin størknede form, samtidig med at hun begav sig nedad. En nedstigning til Jordens flydende indre i form af sandet på bunden, som hun med en langsom, glidende bevægelse til sidst gik i et med.

Balslevs måde at lade kroppen gå i et med sandet er inspireret af japansk butohdans. Med sine radikalt nulstillede, afindividualiserede nøgne kroppe i slowmotion har butoh sat sine prægende spor på dans og performance herhjemme, lige siden Anita Saij i midt-80′ erne dukkede op med en stor fisk hængende ud af munden. Som flydende, foranderlig størrelse udmærker butohkroppen sig ved at forbinde sig med vejr, vand, et træ eller sten, samtidig med at den går dybt i kødet for at danse cellernes dans. Butoh har således været med til at lægge grunden for scenekunstens nyorientering mod naturen.