Ongoing opdagelse

by

Cath Borch Jensen er danser i SPLASTIC og spastiker.

Jeg så Tora første gang i en visning på Laboratoriescenen. Det første jeg lagde mærke til, var at der skete noget i hendes hånd. Hun gik fra afslappet til spændt på en snigende måde. Det kender jeg fordi der sker en masse i mig som folk ikke ser. Så blev bevægelserne større, og det var som om hun blev trukket. Jeg tænkte: Det bliver jeg jo også. Jeg har tit en fornemmelse af at blive trukket i alle mulige retninger. Af impulser der ligger udenfor min viljes kontrol. Jeg havde ikke nogen forventning, og lige pludselig så jeg mig selv. Så bagefter gik jeg hen og sagde: ”Du danser min dans.”

Fra forestillingen

Invitation til nysgerrighed

SPLASTIC er en kærlighedserklæring. I første omgang fra mig til Tora, som en bevægelses-genkendelsens glæde da vi startede den her rejse. Og siden en kærlighedserklæring til mig selv.

For mig er nysgerrighed og læring grundværdier som holder kynisme fra døren. Og det er jo netop dét der er med SPLASTIC: Den sanselige og fuldstændig overvældende genkendelse jeg oplevede da jeg første gang, helt uvidende, så Tora danse min dans, er faktisk den nysgerrighed og måske genkendelse som jeg gerne vil invitere publikum ind i.

Jeg har ansvaret for mit gode liv. Jeg vælger mit perspektiv og har min egen beslutningskraft. Der er plads til min krop på scenen og i verden fordi Tora og jeg lytter. Til os selv, hinanden og verden omkring. Og nu har vores lille undersøgelse banet vejen fra en inderkreds til en alliance med alt fra filosoffer, neurologer, terapeuter, forfattere, sociologer og performere – hvor vi lytter, oplever og tænker videre. Yeah!

Undersøgelsens spor

Forestillingsarbejdet har sat en opdagelses-proces i gang i mig der stadig foregår. Den proces handler om at jeg ikke længere føler at jeg står helt så alene, hverken menneskeligt eller kunstnerisk, som jeg før har følt. Når jeg går sidelæns op ad trappen til mit arbejde, tager jeg ofte mig selv i at føle mig stærkere. Både helt fysisk, men også at min krop og dens udtryk har fået en mellemmenneskelig og kunstnerisk validitet. Der er simpelthen blevet mere plads til mig og til det jeg har at dele og give, fordi jeg nu tager mit indre liv alvorligt – eller fornøjeligt, men i al fald til hjertet.

Selvom det er en proces i mange lag, så har jeg nu større ro med og glæde ved at jeg har noget at dele med andre mennesker. Noget der er værdifuldt og horisontudvidende for mig og for dem. Min krop er stærk og glad, og modigere end da vi startede SPLASTIC.

Det der er vigtigt

Resonans. Genkendelse. Tålmodighed. Tillid. Nerve. Integritet. De kvaliteter har været der allerede i vores spæde undersøgelsesrum. Da vi startede, gik det pludselig op for mig at jeg faktisk har en æstetisk kvalitet. Som netop ikke bare handler om at ‘spastikeren bidrager med det hun kan, på den måde hun nu kan det’. Den tilgang er jeg simpelthen så træt af. Det jeg elsker ved arbejdet med images, er netop at de bestemmer. De leder. Spastiker eller ej. I denne her proces, som i mit liv, er spasticiteten med mig som en del af mig. Og min æstetiske kvalitet er selvfølgelig farvet af, men i øvrigt uafhængig af den.

Vi ser på elefanten i rummet, så vi kan stille den i hjørnet og blive i stand til at lytte og mærke det der er vigtigt. Hvor og hvad jeg er og vil fortælle igennem min krop. Med og uden spasticitet.

Arbejdet med billeder – Jeg elsker mit gribedyr

Paradoks: Fordi image work ikke handler om mig, men om billedernes temperamenter og impulser, bliver jeg befriet fra kritik og dom, og der gives mere fylde til det menneske der er mig. Det paradoks er til at få øje på!

Det jeg blev fascineret af at se Tora danse til visningen, var image work med billedet ”gribedyret”. image work vil sige at tage et element eller et objekt ind i sin krop/bevidsthed. At internalisere det og lytte til elementets/objektets karakteristika og lade det få liv og bevægelse igennem sig. At strække sig til det yderste for at forbinde sig med noget andet ved at sætte sig selv til side. Det har givet mig en udvidelse af den oplevelses-og forståelsesramme der var mit udgangspunkt.

Jeg oplever ikke at det er mig der bevæger mig, når jeg laver image work. Efterhånden som jeg lytter, slipper min egen vilje og kontrol, og jeg oplever at billederne bevæger mig. Med andre ord: Jeg kommer over mit ego og stiller mig til rådighed for billederne. At hengive mig til dem efterlader ingen bedømmelse af mine bevægelser.

Min personlige anderledeshed vejer mindre i billedernes insisterende nærvær. Hvad det udefrakommende øje ser, bliver mindre vigtigt for mig. Billederne viser en vej bagom mit eget og andres blik til at fylde mig selv (og hele verden!) ud. Min krop bliver stærkere, blødere, mere levende og vågen. Fordi den lytter. Og dét er sådan en befrielse og gave!

På længere sigt har arbejdet med image work betydet mere plads. Plads til at udfolde mig med alt hvad jeg er og formår, både i studiet, på scenen og i livet. Det gør mig så lykkelig, for jeg ved at billederne har meget at fortælle mig endnu. Og så længe vi udveksler, er jeg i live. Udveksling er liv. Jeg glæder mig til at blive endnu bedre til at lytte til dem. Jeg giver dem næring, og de giver mig rum, fred og omsorg. Også til at fortælle klart hvem jeg er, både når jeg holder foredrag, og når jeg ser folk i øjnene i hverdagen.

Jeg holder mere og mere af den. Hverdagen. Og jeg elsker mit gribedyr!

Foto: Mark Schram Christensen