Logbog uddrag

by

Logbogen var refleksions-, udviklings- og arbejdsredskab undervejs. Uddrag blev delt på facebook.


08.05.14, Cath

I dag prøvede vi at bevæge os ud fra indre billeder. Der skete noget, som jeg ikke har oplevet før. Normalt når jeg bevæger mig, prøver jeg udefra at få min krop til at gøre de ting jeg vil. Nu var det som om bevægelsen kom fra indeni mig. Det er første gang, jeg har prøvet ikke at skulle passe ind i en bestemt form eller koreografi, som jeg alligevel ikke kan lave. Det kunne ikke være forkert!

06.10.15, Tora

Første prøve på gulv. Vi genopfriskede koreografien fra sidste år. Cath sagde: ”Jeg kan altså ikke garantere at vinklerne bliver de samme hver gang. Det kommer an på hvordan spændingen i min krop er i dag”. Det forandrer spillereglerne. Bevægelsen starter i Caths krop, bevægelsen er hvad den er nu, ikke hvad den var i går eller den dag vi lavede koreografien. I improvisation relaterer jeg mere til hendes retninger end til rummet, opdagede vi. Vores fælles ydre orientering bliver et aftryk af hendes indre struktur.

09.10.15, Tora

Vi tog pressefoto i dag. Jeg har normalt svært ved at slappe af foran kameraet, og føler at jeg skal gøre et eller andet, og kommer til at se helt forkert ud. I dag var det anderledes. Vi arbejdede med image imens, eller jeg spændte på samme måde som Cath. Det var nemt at ”slappe af” på den måde, og jeg så for en gangs skyld ud som mig selv på billederne. Det får mig til at tænke på, at vi normalt danser vores eget billede af os selv. Det er som en form jeg forsøger at passe ind i. Og en indre opgave får det til at forsvinde.

03.11.15, Cath

Tora bad mig undersøge, på hvilke måder jeg almindeligvis kommer rundt i rum. Min hurtigste bevægelse er rul. Det er sjovt at få fart på på den måde. Jeg føler tit, at min krop er tungere end resten af mig. Når jeg ruller, er det som om min krop og mit sind mødes. Det føles let, selvom det er hårdt. Og selvom det gør ondt. Jeg kan godt lide det. Er det masochistisk? Eller er det bare et behov for at bevæge sig? Det er også lidelse, kun at sidde stille! At det er hårdt, og at der er meget modstand, er en præmis, jeg tager med!

03.11.15, Cath

Tora bad mig prøve at komme fremad på en måde, jeg ikke har prøvet før, som jeg ikke ved om kan lade sig gøre. Jeg afprøvede numsehop uden at støtte med armene, og kunne faktisk godt flytte min vægt lidt frem. Det – at jeg flyttede mig – skete lige i starten, og jeg blev ved med at prøve på det samme i lang tid. På et eller andet tidspunkt ville det måske ske igen.

03.11.15, Cath

At skulpturere Tora var fedt! Jeg fik kropsimpulser imens jeg formede og så på ‘mit skaberværk’ – Gang i spejlneuronerne! Er TRÆT, men denne her træthed, er den bedste i verden!

05.11.15, Cath

Vi startede med synkrondansen, som vi udvidede med nogle af mine ‘komme rundt i rum’ bevægelser, som Tora ikke havde set eller prøvet før, og ville lære. Jeg lærte hende min `spin på venstre arm´. Jeg bruger den ofte som transport, men dynamisk er den ret fed at lave, fordi den føles så flydende.

Så fortalte Tora mig om Gribedyret, det image jeg så hende være, første gang jeg følte, at hun dansede min dans. Og jeg har i dag fået en ven for livet. Selv dets bagpoter er bevægelige og forbundet til deres planet-træk! Gribedyret og jeg kan SÅ godt lide hinanden nu, selvom vi lige skulle ind på livet af hinanden til at starte med.

Jeg kunne godt lide mit Espeløv, der er swung i det. De åbne døre krøb ikke helt under huden. Men Skrigeballonen. Skrigeballonen er en fantastisk hjerteveninde. Hun har det godt i sig selv, selvom hun også er en meget … dynamisk lille størrelse.

07.11.15, Cath

Kontaktimpro på gulv: At relatere til ovenpå og nedenunder hinanden. At eksperimentere med at få mig op i niveau. Tora er så fin og søgende i det. Ikke desto mindre følte jeg mig ret tung i røven (og hoften), og følte mig faktisk lidt objekt-agtig. Blev konfronteret med min … tyngde nedad. Det føltes klodset. Og ret lavpraktisk.

I starten forstyrrede skiftet til ‘opfundne’ bevægelser mig lidt. Disse bevægelsers liv og præmisser, er markant anderledes end mine og vores images’ egenrådighed. Nu er det pludselig “Mig”, der “gør” noget. Og selvom det endte med at blive sjovt og der kom et flow, (især, da vi satte vores bevægelser sammen og gjorde dem som vores Træer!) så føltes det her skift, fra gårsdagens images til dagens ‘ydre’ bevægelser, alligevel som når man bliver revet væk fra sin bedste ven i børnehaven.

Foto: Mark Schram Christensen