Oleg Kofoed er aktionsfilosof Ph.D. og co-stifter af Growing Pathways og Cultura21 Nordic.
Jeg så SPLASTIC i januar 2016. Det er en forestilling og oplevelse i kroppen som sætter sig spor, og som fyldte mig med glæde, inspiration og optimisme. Med Cath Borch Jensen og Tora Balslev Jespersen i en fælles koreografisk præstation der fortæller vigtige, stærke historier og efterlader mig med tro på mange ting og giver mig kraft gennem deres stålsatte og samtidig dybt empatiske og hudløse tilgang til hvad de laver.
Dansen, kroppen og mødet
SPLASTIC rammer mig på tre niveauer på én gang. Først og vigtigst, måske, ved at være en tight og smuk koreografi, fremført med stor præcision af to meget forskellige dansere der bevæger sig ind og ud af hinandens figurer og intentioner. Dernæst fordi den retter vores opmærksomhed mod det at være kropslige og stoflige, samtidig med at vi søger at bære rundt på identiteter. Det er nemt at komme til at tale om identitet på en måde der får os alle til at føle os mere eller mindre forkerte. Stereotyper er der nok af i medielandskabet og dermed inde i vores hoveder. Men ved at vise os frugten af et møde mellem netop disse to mennesker forstår vi som tilskuere at vi alle på én gang er forbundne og enestående. Det er ikke nogen dårlig bedrift. Og endelig er SPLASTIC en fortælling om et samarbejde der vokser ud af et møde og fører til tre måneders intensiv fælles øvelse, med en nærhed som de færreste af os giver sig selv mulighed for at opleve. At forestillingen gjorde dybt indtryk på mig, skyldes ikke det ene eller det anden af de tre niveauer, men derimod alle tre som flettes sammen i mødet med publikum.
Tilblivelsen
Tora Balslev er som programmet siger, en af de fremmeste repræsentanter for et arbejde “ud af formalismens rammer”. Det betyder måske egentlig bare at hun konsekvent søger en dans der føles som om det er hende selv der danser. Det er værd at tænke over. Føler du nogensinde at du kan en masse, gør en masse, men stadig ikke helt mærker at det er dig der gør det, hvad det så end helt præcist betyder? Da Cath Borch Jensen ser Toras dans, er hendes reaktion: “Du danser min dans”. Og det er ikke for sjov selv om det kommer fra en spastisk danser. Det er et udtryk for at Cath kan genkende det hun selv forsøger at opnå. Sammen får de to gennem måneders fælles undersøgelser skabt det værk som er et glimrende udtryk for det vi kan kalde ‘livgivende kunst’: to kroppe mødes og giver hinanden muligheden for liv på en måde som ellers ville være umulig eller umenneskeligt svær for dem hver især. De arbejder sig frem til en form der gør det muligt for os andre at få adgang til deres univers – og en form der giver så meget plads til dem begge hver især, uden at den ene eller den anden går tabt. Har du nogensinde skullet arbejde gennem længere tid med et andet menneske? Hvis du har, vil du så sige at du giver liv? Giver du og den anden kroppene og styrkerne plads? Giver I sårbarheden og åbningerne lov at sitre og stå der, flimrende for verdens sanser? Hvis ikke, er det bare med at komme i gang. Man kan med stor fordel se den her forestilling som opvarmning til at lære at arbejde sammen.
Den næste cirkel
Ud over den fine oplevelse satte opførelsen flere ting i gang. For mit vedkommende ledte den til en længere samtale særligt med Tora om hvad det vil sige at skabe liv gennem sit arbejde. Og hvordan dans eller andre medier kan bidrage til at rykke ved den apati som mange mennesker bærer rundt på. Jeg kan forstå at SPLASTIC bevæger sig i den sidste retning, ved at ville sætte gang i nye cirkulære bevægelser med værket. En cirkelbevægelse hvor publikum inviteres med i værkets tilblivelse. Det er en måde at arbejde på som jeg kan genkende fra projekter jeg har været del af i de sidste 10 år. Fælles for dem er at vi søger at gøre noget ved den kraft der ligger til grund for livgivende handlinger. Mange af os føler at det bedste vi kan gøre er at passe vores og få hverdagen til at fungere. Et eventuelt personligt bidrag til at hjælpe med at løse større udfordringer (flygtningestrømme, klimaforandring, osv.) vil bare være spild af tid. Hvordan kan kunsten bidrage til at rykke ved den apati?
Vi kan søge at skabe værker der gør de ofte meget store problemer mere håndgribelige og forståelige for den enkelte. Eller vi kan søge at tænde en følelse, en gnist, hos den der møder kunsten. Det spændende er i hvor høj grad vi lykkes med at skabe den oplevelse af at livet får mulighed for at vokse. Dertil at følelsen af det voksende liv ikke bare er begrænset til det rum hvor forestillingen finder sted. At den skabelse som vi som publikum inviteres ind i, er en bevægelse der fortsætter efter at lyset tændes. Hvis det lykkes, er der en mulighed for at den gnist og følelse af forbundet handlekraft også vil være til stede næste gang vores ellers så spaltede og splittede jeg’er bliver udfordret til at handle ud i verden, ind i et dybere møde.
For at livet i kunsten kan brede sig, må dens egen cirkel brydes. Jeg kan kun ønske at så mange som muligt får mulighed for at tage imod den invitation til at skabe med og til at blive beriget med en lille gnist af levende liv.
Foto: Annemette Pødenphandt