Julie Kirkegaard er dramatiker og cand.pæd.fil. Medlem af Daily Fictions kunstneriske råd
Den kunstneriske og samfundsmæssige relevans
Hvad betyder det for vores samfund, vores kunstsyn og vores oplevelse som publikum at en spastiker sættes på scenen og optræder – på lige fod med og til inspiration for ikke blot et ganske almindeligt menneske, men et menneske der er professionel danser og som derved behersker sin krop til fulde? Betydningen er stor: Ikke blot er SPLASTIC en undersøgelse af bevægelse og spasticitet, det er også en undersøgelse af det normale vs. det unormale, det homogene vs. det forkrøblede. Som kunstnerisk undersøgelse er inddragelse af spasticitet berettiget – kunsten har altid undersøgt det afvigende, det perifere, samfundets og/eller sindets yderkanter.
Som samfundsmæssig undersøgelse er relevansen bestemt også til at få øje på: Vi møder vores egne fordomme i spørgsmålet om en spastiker kan danse (og hvad dans i det hele taget er), vi får lov at (be)glo på en spastisk krop, føle beundring og medlidenhed. Der rykkes rundt på vores antagelser om spasticitet, og måske vil vi næste gang møde den forkrøblede en smule anderledes: ”Hey! En spasser er ikke groet sammen med sin stol, men har faktisk sit eget bevægelsesmønster, sin egen stil, hvis han/hun slippes løs på et gulv” – som måske er æstetisk, måske er grim, måske blot er anderledes – alt afhængig af det øje som kaster lyset.
Den eksistentielle relevans
Men hvad bidrager Cath med når vi tænker uden for en kunstnerisk undersøgelsesproces og uden for sociologiske kategorier der kategoriserer hende som spastiker, en person med cerebral parese? Hvad er hendes bidrag til det menneskelige eksistentielle fællesskab, udover at give en oplevelse, måske en dybere erfaring, fra scenen? Og udover at hun er én af de heldige spastiske personer der rent faktisk tjener sine egne penge – både som danser, ansat og som selvstændig – og derfor nyder godt af den anseelse og respekt der kommer med at varetage en funktion i samfundet og betale sin skat til fællesskabet? Hvad bidrager Cath med på et fundamentalt plan af menneskehed, eksistens og livsfællesskab? Svaret skal nødvendigvis findes i det faktum at Cath lever i en verden hvor norm og bevægelsesmønstre er anderledes end hendes egne. Vil hun undgå isolation i sin lejlighed (eller i værste fald i et såkaldt ”kommunalt bofællesskab”) og leve som en del af denne verden, er hun derfor nødsaget til at øve sig – og øve sig mere end nogen som helst anden fordi hun har sit handicap – og folks fordomme – at kæmpe mod.
Cath er ikke den første i det dilemma. Carl Hermann Unthan fødtes i Østpreussen i 1848 uden arme, men da han var seks-syv år gammel lærte han sig selv at spille violin. Violinen var bundet fast til en kasse på gulvet, den højre fod rørte strengene, og den venstre fod bevægede buen. Ihærdigt øvede han sig, senere blev han antaget på konservatoriet i Leipzig, og som 20 årige optrådte han i de europæiske hovedsteder og senere i USA med stor succes. Dette kan – med den tyske nutidige filosof Peter Sloterdijks ord – kaldes krøblinge-eksistentialisme: den handicappede person griber sit eget handicap og gør det til grundlaget for at vælge sig selv. På samme måde som Carl Hermann Unthan griber Cath sin egen spasticitet og vælger sin egen eksistens til på en måde der for alle os andre ”normale” tjener som et fornemt eksempel til efterfølgelse.
Handicappet som menneskeligt karakteristika
Som almindelige mennesker er vi alle handicappede. Måske er handicappet ikke til at se fysisk, men vi har alle områder af vores liv som er svære, tidspunkter hvor vi kommer ud af vores comfort zone; det kan være svære samtaler der skal tages med vores kære, venner eller kollegaer. Det kan være til fester hvor vi inviteres ud på dansegulvet, men må svare med en afvisning – fordi vores erfaring med dans er dårlig: ”Jeg danser ikke”. Eller det kan være opgaver vi pludselig står i og ikke er vant til at løse: Hvordan opdrager man et barn? Hvordan laver man mad til 10 mennesker hvoraf tre er vegetarer, to er allergikere og én ser det kun som meningsfuldt at spise sundt (hvad det så end betyder)? Hvordan kører man en bil? Får en have til at blomstre og gro? Passer sit akvarium? Strikker en strømpe? Det handler alt sammen om øvelse. Vi må øve os på samme vis som Cath må øve sig. I den forstand er vi i samme båd, og Cath viser os vejen – for ”Hvor der er en vilje, er der også en vej” (som den danske udbryderkonge Carl August Lorentzen skrev på en note til fængselsbetjentene da han flygtede fra Horsens Statsfængsel igennem en 18 meter lang tunnel han selv havde gravet).
Unthan skriver i sine erindringer: – men både Carl August Lorentzen og Cath kunne have gjort det same – ”Anyone who is forced from birth to depend on their own experiments and is not prevented from performing them […] will develop a will […] the drive towards independence […] constantly stimulates further experiments” .
Sloterdijk – der tager ved lære af Unthans indsigter – formulerer det således: ”So it is ultimately only a matter of giving the cripple a chance to develop freely: This thesis is the culmination of Unthan’s moral intuitions, which fluctuate between the urge for emancipation and the longing to participate […] Allowing the cripple ’enough light and air in his development’ rather means giving him a chance to participate in normality.” Den handicappede bliver tilsyneladende ”mere normal” – ikke nødvendigvis af at ”blive lænket til sin kørestol” eller tvunget til at bevæge sig på en særlig måde (der ligner den almindelige), men ved at insistere på at udvikle sig frit, på sin egen måde. Jeg tror Cath og mange andre (og tilsyneladende ikke-handicappede) kan nikke genkendende til dette.
Cirkusartisten som menneskelig eksistensform
Sloterdijk går så vidt som at sige at hvis mennesker er krøblinge, uden undtagelse og på forskellige måder, da vil hver og en, på sin egen særlige måde, have gode grunde til at forstå sin eksistens som en tilskyndelse og opmuntring til øvelse der forbedrer. I sin mest perfektionerede form findes øvelse hos cirkusartisten hvis liv består af konstant øvelse – hele tiden må han være i gang for ikke at være bagud. Numre skal indøves, perfektioneres, og nye numre er i udvikling. Færdigheder skal vedligeholdes, styrkes, og nye skal læres, og kun en cirkusartist kan ikke svindle. En linedanser kan ikke lade-som-om et øjeblik, og på samme vis afslører Cath sig selv på scenen: Hun er den hun er – med sin æstetik, mangel på samme, sin forkrøblethed – og sin insisteren på at ville bevægelse.
Den menneskelige eksistens er altså både ’det handicappede’ og cirkusartistens øvelse. Vælger man at leve i dette spændingsfelt, vælger man sig selv til som et menneske hvor der er plads til forbedring. For Cath er udfordringen langt mere bogstavelig: Hun er handicappet, og hun er (cirkus)artist. For Tora gælder det samme: Hendes handicap er at hun netop ikke er handicappet, og hendes øvelse er at blive handicappet (dvs. bevæge sig som Cath). Vi ser det fra publikumsrækkerne, vi følger deres bestræbelser, bevægelserne henover scenen, og vi følger Caths overvejelser på facebook. Det kan ses som en isoleret kunstnerisk oplevelse eller erfaring, men det kan også ses som mere og andet end det: Som et billede på den øvelse som det ligger alle mennesker ligefor at gribe som mulighed.
OBS: Flere pointer i denne refleksion er tyvstjålet fra kapitel 3 og 4 (”Only Cripples Will Survive” og ”Last Hunger Art – Kafka’s Artistes”) fra Sloterdijks You must change your life (2013). Her er pointerne at finde i deres originale form.