Cripteoretisk analyse

by

Teksten er et uddrag af Ellens eksamensopgave Spasticitet er en kropslig variation – En cripteoretisk analyse af danseforestillingen SPLASTIC, på kurset Fra Queer til Crip, Kønsstudier, KU, 2016.

Crip er et begreb og en bevægelse, som kritiserer funktionsnormer. I stedet for at tale om funktionsnedsættelser i medicinske termer, fokuserer cripbegrebet på normer i samfundet. Crip kommer af det engelske ord cripple, “krøbling”, et nedsættende ord som generobres af personer med normbrydende funktionalitet, der bruger ordet til at beskrive sig selv og samfundet omkring sig. (sv.wikipedia.org/wiki/Crip, d. 19.06.17)

(…)

SPLASTICs valg af kunstform og genre:

Den Moderne Dans og Butoh

SPLASTIC er æstetisk og filosofisk inspireret af butohdansen (Daily Fiction, 2016, www.dailyfiction.dk). Butoh er en japansk avantgardistisk kunstform, som opstod i kølvandet på 2. Verdenskrig (Nájera-Ramirez, 2009, s. 150). Butoh er værdimæssigt baseret på en søgen efter det kulturløse, såkaldt naturlige, menneske og viser det kulturelle menneskes skrøbelighed og utilpassethed (Fraleigh, 1999, s. 59), Bevægelserne er langsomme, abrupte, klodsede og akavede (Fraleigh, 1999, s. 25, s. 34, s. 58).

Æstetikken i den moderne dans i Danmark bygger i høj grad på arven efter den danske balletmester, August Bournonville. Balletten efterstræber lange kroppe og bevægelser der syner lette, dansere der synes vægtløse, er lyd- og ordløse og til stadighed bevæger sig væk fra gulvet (Aschengreen et. al. u. å.).

Danserne i SPLASTIC gør det modsatte. Her er kroppene korte, sammentrukne, krogede. Bevægelserne synes anstrengte og svære at udføre. Det meste af koreografien foregår på gulvet, eller tæt ved gulvet, og man hører kroppenes lyde, knogler mod gulv, åndedræt osv. Butohgenrens perspektiv i forestillingen sætter fokus på den menneskelige kamp og på autenticiteten i bevægelsen, herved forstået, at bevægelsens stemning og sværhedsgrad stemmer overens med det udtryk danseren giver gennem mimik, krop og ord.

ROBERT MCRUER:

Butohdans som oprør mod krav om fleksibilitet

I dette afsnit vil jeg introducere McRuers begreb om fleksibilitetskravet og vise hvordan SPLASTIC modsætter sig dette krav.

McRuers begreb om fleksibilitet bygger på en forståelse af den industrielle verden og det neoliberale samfund, som havende krav til individet om at være omstillingsparat. Det neoliberale samfund forstås som et kapitalistisk og kulturelt system. Det fleksible menneske kan tilpasse sig dette foranderlige systems forskellige situationer og krav og gennemstå kriser uden at det syner, som om der var en krise (McRuer, 2006, s. 17).

Ydermere skriver McRuer:

”Flexible […] is virtually synonymous with both heterosexuality and able-bodied” (McRuer, 2006, s. 16).

McRuer henviser til det queerteoretiske begreb compulsory heterosexuality som viser heteroseksualiteten som ideal, som gennem dominerende diskursiv magt naturaliseres, som den ikke-synlige, ikke-kropsligt bundne og ikke-partikulære seksualitet (McRuer, 2006, s. 1, s. 9). McRuer tilbyder herefter sit eget begreb compulsory able-bodiedness, som naturalisering og idealisering af able-bodied kroppe som giver disse en bekvem status som nonidentity, altså som noget ikke-særligt og dermed også mere fleksibelt (McRuer, 2006, s. 1, s. 9). Disability og homoseksualitet ligger under for de samme diskursive naturaliseringer, hvor igennem disse identiteter gøres særligt synlige. Compulsory heterosexuality skaber queer identiteter og compulsory able-bodiedness skaber disabled identiteter (McRuer, 2006, s. 2). Det kompulsive skabes af ønsket om normalitet og danner en illusion om valgbarhed, eksempelvis at der kan træffes et valg om at være/ikke være heteroseksuel eller able-bodied frem for homoseksuel og disabled. Illusionen om at der er et valg iscenesætter queer og crip personer som nogle der ønsker at være anderledes, ikke ønsker at tilpasse sig og dermed er ufleksible (McRuer, 2006, s. 7).

Det neoliberale samfund promoverer den heteroseksuelle, ablebodied, fleksible krop gennem sine krav om effektivitet, flow og kapital. Den fleksible krop er den der kan tilpasse sig til det omgivende og foranderlige samfund og skabe kapital i dette (McRuer, 2006, s. 2-3),

Ved at bruge butohgenrens kantede langsommelighed og ved at gøre bevægelser som tilsyneladende ikke har noget formål, modsætter danserne i SPLASTIC sig kravet om fleksibilitet. De sætter fokus på deres egen manglende fleksibilitet når de fortæller om deres krops funktioner og om hvordan de udpeges i mængden som afvigende eller uforståelige. De insisterer på en værdi i egenskaber som samfundet ellers ikke belønner.

J. HALBERSTAM:

At insistere på at fejle, skaber nye kategorier

At insistere på andre værdier, end de som dikteres af det neoliberale fleksibilitetskrav, sådan som SPLASTIC gør det, sammenstilles normativt med at fejle.

Queer personer fejler, ifølge Halberstam, at leve op til de krav som samfundet stiller om produktion og reproduktion (Halberstam, 2011, s. 2). Halberstams arbejde med The Queer Art of Failure handler om at vise potentialet i fejlen, som sker på baggrund af ikke at kunne/ville efterkomme samfundets krav.

Halberstam skriver:

”Under certain circumstances failing, losing, forgetting, unmaking, undoing, unbecoming, not knowing may in fact offer more creative, more cooperative, more surprising ways of being in the world.” (Halberstam, 2011, s. 2-3). At fejle, ifølge samfundets standarder, bliver altså den kreative vej – den vej som skaber nyt potentiale.

Når Cath fortæller os om sin krops funktioner fortæller hun os ikke om, hvad hun ikke kan. Hun fortæller os, hvordan hun bevæger sig på den måde, som hun gør:

”Det der sker, når jeg sidder her og for eksempel flytter min vægt lidt, eller taler, er at hele min krop spænder. […] Det giver spænding i knæhasen, der forplanter sig ud i mine fødder, hvor fødderne trækker sig op og tæerne krøller sig sammen. Spændingen i knæhasen løfter knæene fra gulvet og det giver en ret lille flade at balancere på, på mine sædeknuder. […] Når jeg vil bevæge mig laver jeg et fald, så får jeg en større flade at balancere på.” (SPLASTIC, 2016, minuttal 08:20)

Når Cath bevæger sig fejler hun i at leve op til samfundets krav om effektivitet, tilpasning og flow (McRuer, 2006, s. 2-3). Men samtidig forsøger hun heller ikke at leve op til dem. Cath har her mulighed for, ifølge Halberstam, at skabe huller i normaliteten og dermed undslippe de disciplinerende normer. Hun skaber en ny kategori ved hjælp af sin insisterende fejlen (Halberstam, 2011, s. 3). Og hun skaber muligheder gennem det som samfundet opfatter som hendes fejl.

(…)

Referencer:

Fraleigh, S. H. (1999). Introduction: The Difference the Other Makes + My Mother: Kazou Ohno´s Class in Yokohoma i Dancing Into Darkness, University of Pittsburgh Press.

Halberstam, J. (2011). Introduction: Low Theory + The Queer Art og Failure i The Queer Art of Failure, Duke University Press.

McRuer, R. (2006). Introduction: Compulsory Ablebodiedness and Queer/Disabled Existence i Crip Theory: Cultural Signs of Queerness and Disability, New York University Press.

Nájera-Ramirez, C., Cantú, N. E., Romero, B. M. (2009). Por Qué Estas Aqui? Dancing through History, Identity, and the Politics of Place in Butoh Ritual Mexico i Dancing Across Borders, University of Illinois Press.